Nyborg Kommune er iht. planloven § 29 stk. 1 pålagt at fremme og at være i overensstemmelse med de nationale interesser inden for planlægning. Lokalplantillæg 1 til lokalplan nr. 75 ligger i et område med nationale interesser (jf. nationale interesser i kommuneplanlægning 2023), herunder interesserne for lavbundsarealer, grundvand og kulturarv. Der er jf. kommuneplan 21 fastsat retningslinjer for, hvordan kommunen forholder sig til planlægningen inden for pågældende områder.
Lavbundsarealer
En mindre del af planområdet er udlagt som lavbundsareal. I henhold til kommuneplanens retningslinjer, skal lavbundsarealer for så vidt muligt friholdes for byggeri og anlæg. Eventuelle anlæg på lavbundsarealer bør udformes, så en fremtidig vandstandshævning og naturudvikling på arealerne er mulig. Lokalplantillægget giver ikke mulighed for byggeri og anlæg inden for lavbundsarealet, som ikke allerede findes eller kan etableres med hjemmel i lokalplan nr. 75.
Grundvand
Planområdet ligger i et område for særlige grundvandsinteresser (OSD) og hele planområdets vestlige del ligger i et nitratfølsomt indvindingsopland. En mindre del af området, som ligger ved motorvejen, er registreret som et boringsnært beskyttelses område (BNBO). Lokalplantillægget giver ikke mulighed for byggeri og anlæg inden for det registrerede BNBO, som ikke allerede kan etableres med hjemmel i lokalplan nr. 75.
Det fremgår i kommuneplanens generelle rammebestemmelser, at der ikke må etableres virksomhedstyper eller anlæg inden for områder med særlige grundvandsinteresser, som kan medføre en væsentlig fare for forurening af grundvandet. Lokalplantillægget giver ikke mulighed for virksomheder og anlæg af de typer, der i bilag 1 til 'Vejledning om krav til kommuneplanlægning inden for områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse', kategoriseres som virksomheder og anlæg, der medfører en væsentlig fare for grundvandsforurening.
Parkeringsanlæg anses som forureningskilder, da vejtrafik adskiller partikler der kan forurene grundvandet. Veje, parkeringspladser og kørearealer skal være befæstet med en tæt belægning med fald mod afløb, hvorfra der sker kontrolleret afledning til kloak (spildevandssystem). Alternativt kan vand opsamles og afledes til særskilt afløbs-/regnvandssystem med forudgående dokumenteret rensning. Nyborg Kommune som miljømyndighed vil sikre, at overfladevand fra veje, parkeringspladser og kørearealer fra en nyetableret ladestation ledes til områdets eksisterende regnvandsbassin, etableret med membran.
Kulturarv
Hele planområdet er et registreret værdifuldt kulturmiljø. Det fremgår af kommuneplanens retningslinjer om kulturmiljøer, at de kulturhistoriske interesser skal prioriteres højt. Der findes ingen synlige spor efter kulturarv, og lokalplanområdet er udpeget som kulturmiljø af hensyn til de arkæologiske muligheder for fund. Interesserne er derfor sammenfaldende for kulturarvsareal og kulturmiljø.
Skovrejsning
Planområdet er udpeget som et område, hvor skovrejsning er uønsket i henhold til kommuneplanen. Lokalplantillægget åbner ikke mulighed for skovrejsning.
Bevaringsværdigt landskab og større, sammenhængende landskab
Den sydvestlige del af planområdet er udpeget som bevaringsværdigt landskab og større, sammenhængende landskab. I henhold til kommuneplanens retningslinjer skal disse landskaber som udgangspunkt friholdes for bebyggelse og anlæg. Lokalplantillægget giver ikke mulighed for byggeri og anlæg inden for landskabsudpegningerne, som ikke allerede kan etableres med hjemmel i lokalplan nr. 75.
Oversvømmelse
Kommuneplanen udpeger arealer inden for planområdet med risiko for oversvømmelse. Her gælder det, at der ikke må planlægges for ny bebyggelse med mere, medmindre de pågældende arealer kan sikres med afværgeforanstaltninger. Lokalplantillægget giver ikke mulighed for byggeri og anlæg inden for de udpegede arealer, som ikke allerede kan etableres med hjemmel i lokalplan nr. 75.