Nærværende tillæg nr. 1 til Byplanvedtægt nr. 4 for Herrested Måre by (planforslaget) er godkendt til offentlig høring i Teknik- og Miljøudvalget 1. december 2025.
Planforslaget er i høring i perioden 10. december 2025 til og med 4. januar 2026.
Du kan sende dit høringssvar via hjemmesiden eller du kan sende det til:
Teknik og Miljø
Nørrevoldgade 9
5800 Nyborg
e-mail: teknikogmiljoe@nyborg.dk
Efter endt høring vurderes det, om eventuelle indsigelser og ændringsforslag giver anledning til at ændre tillægget. Mindre ændringer kan ske i forbindelse med den endelige vedtagelse af tillægget. Hvis der er ønsker om at foretage omfattende ændringer af planforslaget, skal forslaget udsendes i en ny eller supplerende høring.
Klagevejledning
Vedtagelsen af tillægget til Byplanvedtægten samt afgørelser truffet i henhold til tillægget kan for så vidt angår retlige spørgsmål påklages til Planklagenævnet.
Eventuel klage over retlige spørgsmål skal indgives ved brug af Klageportalen via borger.dk. Klagen skal være indgivet inden 4 uger efter tillægget er offentliggjort på kort.plandata.dk eller modtagelse af afgørelsen.
Der skal indbetales et gebyr i forbindelse med indgivelsen af klagen. Vejledning til Klageportal og gebyrordning findes på nævneneshus.dk. Gebyret tilbagebetales hvis klagen fører til, at den påklagede plan eller afgørelse ændres eller ophæves, hvis du får helt eller delvis medhold i din klage, eller hvis klagen afvises som følge af overskredet klagefrist, manglende klageberettigelse, eller fordi klagen ikke er omfattet af Planklagenævnets kompetence.
Du kan læse mere her: klagevejledning.
Miljøvurdering
Efter lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) skal planer, der tilvejebringes inden for fysisk planlægning, miljøvurderes. Såfremt planen kun omfatter et mindre område på lokalt plan kan planen imidlertid screenes for at afgøre, hvorvidt planen kan forventes at medføre væsentlige miljømæssige påvirkninger. Hvis planen ikke forventes at medføre væsentlige miljømæssige påvirkninger, skal planen ikke miljøvurderes.
Det er i screeningen vurderet, at plantillægget ikke vil medføre væsentlige miljøpåvirkninger.
Nyborg Kommune har lagt vægt på, at lokalplantillægget:
- Ikke medfører væsentlige anlægsarbejder i byzone
- Ikke påvirker habitat og internationale naturbeskyttelsesområder
- Primært regulerer anvendelsen af eksisterende bebyggelse i et lille geografisk afgrænset område og ikke medfører væsentlige ændringer i det bestående miljø.
- Ikke har en sandsynlig væsentlig indvirkning på miljøet i forhold til de kriterier, som fremgår af lovens bilag 3 og i forhold til lovens brede miljøbegreb.
Afgørelsen, om at der ikke skal ske miljøvurdering, er annonceret og offentlig bekendtgjort sammen med planforslaget på kommunens hjemmeside.
Klager over miljøvurdering:
Kommunens afgørelse om, at planen ikke skal miljøvurderes, kan påklages til Planklagenævnet via Klageportalen. Vejledning til Klageportal og gebyrordning findes på nævneneshus.dk.
Klagen skal indgives inden 4 uger efter, at afgørelsen er offentligt bekendtgjort. Enhver med væsentlig retlig interesse i sagens udfald er klageberettiget og kan klage over afgørelsen. Det er Planklagenævnet som i sidste ende afgør spørgsmål om klageberettigelse.
