Mål og hovedstruktur
Kommuneplan 2021 fastlægger en række mål, der er styrende for kommunes planlægning for nye boliger og boligområder. Mål af relevans for planlægningen for et boligområde ved Skolevej i Rosilde vurderes at være følgende, som fremgår af afsnittende Bymønstre og byudvikling samt afsnittet Vindinge /Rosilde:
- I forbindelse med byudviklingen skal der være mulighed for at indtænke alternative bebyggelsesformer og - tætheder, der begrænser arealforbruget og kan imødekomme efterspørgslen på nye boligtyper. Muligheder for funktionsblanding skal ligeledes indtænkes, så der skabes mere liv og aktivitet i boligområderne.
- Vindinge/Rosilde skal have gode udviklingsmuligheder. Det sker ved at styrke landsbyens eksisterende kvaliteter og sikre gode forudsætninger for at leve et aktivt og sundt liv på landet.
Denne lokalplan understøtter disse mål ved:
- at udlægge boligområde til tæt-lav boliger (dobbelthuse og/eller rækkehuse) i tilknytning til eksisterende by,
- at sætte bestemmelser for Bebyggelsens udformning og arkitektur, der sikrer integration i det eksisterende byområde,
- at sikre, at der indarbejdes attraktive grønne fælles friarealer til boligerne.
Retningslinjer
Kommuneplanen udpeger følgende retningslinjer for udvikling i Vindinge/Rosilde
- Den fremtidige boligbebyggelse i Vindinge/Rosilde skal opføres inden for rammerne af de eksisterende lokalplaner ved Skolevej og Bøjdenvej, hvor der er en rummelighed på ca. 35 boliger.
- Ny bebyggelse og ændringer i eksisterende bebyggelse i landsbyen skal ske med hensyntagen til det eksisterende bymiljø og tilpasses gaden og de tilgrænsende naturområder i skala og arkitektur.
Generelle rammebestemmelser
Kommuneplan 2021 fastlægger en række generelle rammebestemmelser, der er styrende for kommunens planlægning for nye boliger og boligområder, bl.a.:
- At grunde ikke må udstykkes med en grundstørrelse under 700 m2 for åben-lav og 250 m2 for tæt-lav bebyggelse.
- At tage ikke må beklædes med reflekterende materialer med en glansværdi over 10.
- For fælles opholdsarealer gælder, at:
- Arealerne skal etableres på terræn. Hvor opholdsarealer ikke kan placeres på terræn, kan opholdsarealer placeres på et overdækket eller hævet gårdareal, eller de kan delvist etableres på et tagareal eller på større altaner over 4,5 m2
- Arealerne, som udgangspunkt, skal etableres som et samlet og regulært areal, der i form og beliggenhed vil kunne indgå som samlingspunkt for en bebyggelse.
- Ny bebyggelse i landsbyer og bevaringsværdige bymiljøer skal tilpasses den eksisterende, stedlige byggetradition med hensyn til skala, arkitektur og placering.
- Parkering: For tæt-lav boliger gælder som udgangspunkt et krav om 1½ p-plads. pr. bolig.
- Støj: Støjfølsom bebyggelse skal placeres således, at støjbelastninger fra eksisterende eller planlagte veje ikke overstiger nedenstående grænseværdier. De i Miljøstyrelsens vejledning nr. 4/2007 om støj fra veje fastsatte vejledende støjgrænseværdier, skal følges videst muligt.
- Tilgængelighed: Veje, stier og opholdsarealer skal af hensyn til handicappede brugere så vidt muligt udformes efter anvisningerne i DS-håndbogen "Udearealer for alle".
Lokalplanen indarbejder ovennævnte rammebestemmelser.
Kommuneplanrammer
I Kommuneplan 2021 er lokalplanområdet beliggende indenfor rammeområde 8.BL.1. Område 8.BL.1 er udlagt til blandet bolig og erhverv.
For rammeområdet er fastlagt en maksimal bebyggelsesprocent på 40 for tæt-lav, med en max bygningshøjde på 8,5 meter.
Lokalplanen er udarbejdet i overensstemmelse med kommuneplanens rammebestemmelser for området.