Skovrejsningsområde
Planområdet er i Kommuneplan 2021 udpeget som skovrejsningsområde, som udgør en national interesse. Områderne til skovrejsning er i Nyborg Kommune udpeget på baggrund af ønsker om styrket friluftsliv, beskyttelse af drikkevandsressourcer og fremme af biologisk mangfoldighed. Udpegning af områder til skovrejsning fremhæves desuden som ét af flere initiativer til at understøtte en grøn omstilling af kommunen.
Arealer, der udtages af landbrugsdrift og overgår til solenergianlæg, kan ligesom skov medvirke til øget biodiversitet og sikring af grundvandsressourcer, da arealerne ikke gødes eller sprøjtes, men typisk afgræsses eller slås. Herudover er anlæggene forbundet med en positiv påvirkning på CO2-udledningen, da produktionen typisk erstatter el-produktion baseret på fossile brændsler.
Planlægningen for solenergianlæg medfører, at den samlede udpegning af skovrejsningsarealer i kommunen mindskes. Da der er tale om et relativt lille areal set i forhold den samlede udpegning i Kommuneplan 2021 (4.500 ha), vurderes påvirkningen ikke at være væsentlig og af samme grund vurderer Nyborg Kommune ikke, at der er behov for at udpege erstatningsområder til skovrejsning på nuværende tidspunkt.
Planlægningen er desuden med til at sikre, at når driften af solenergianlægget ophører, så kan arealerne reetableres til landbrugsformål. Anlæggets forventede levetid er ca. 30 år.
Kortet illustrerer områder, som er udpeget til positiv skovrejsning i kommuneplan 2021, samt lokalplanområdets placering i forhold til samme.
Kortet illustrerer områder, som er udpeget til positiv skovrejsning i kommuneplan 2021, samt lokalplanområdets placering i forhold til samme.
Særlig værdifuldt landbrugsområde
Planområdet er i Kommuneplan 2021 udpeget som særligt værdifuldt landbrugsområde, hvor landbrugsinteresserne generelt skal prioriteres højt. Udlæg af arealer til solenergianlæg betyder, at landbrugsarealerne tages ud af landbrugsdrift og arealernes anvendelse ændres. Ændringen medfører, at der vil være mindre areal at dyrke i kommunen, hvilket isoleret set vil betyde en formindsket landbrugsproduktion. Da der er tale om et relativt lille areal set i forhold den samlede udpegning til særligt værdifulde landbrugsområder i Nyborg Kommune, vurderes påvirkningen derfor ikke at være væsentlig.
Planlægningen muliggør et teknisk anlæg i landzone, hvor landbrugspligten opretholdes. Såfremt energiproduktionen på arealerne ophører skal anlægget fjernes og området kan tilbageføres til landbrugsformål. Anlæggets forventede levetid er ca. 30 år.