Klimatilpasning

Planområdet ligger i kanten af et udpeget fokusområde i Nyborg Kommunes klimatilpasningsplan. I Nyborg Vest er flere områder udpeget som områder med høj risiko for skader ved skybrud, da der er stor sandsynlighed for oversvømmelser, der kan forekomme selv ved mindre kraftige regnhændelser. Nyborg Vest er derfor udpeget som fokusområde, hvor der i fremtiden kan ske skader ved oversvømmelser.

I fokusområderne skal nye byggerier og anlæg sikres mod store værditab ved oversvømmelser fra ekstremregn ved at der gennemføres en vurdering af risikoen og med forslag til håndtering af denne. Alternativt skal bygherre godtgøre, at der ikke vil ske oversvømmelser på stedet.

Figur 13: Illustration af, hvor regnvand vil samle sig i en dybde på mindst 10 cm ved en nedbørsmængde på 150 mm. 

Der planlægges en håndtering af overfladevandet, hvor det ledes til større regnbassiner, der under normale omstændigheder fungerer som friarealer. I disse sænkede arealer kan der opstuves vand ifm. ekstremnedbør.

Der er skal ifm. en ansøgning til byggetilladelse laves en ny beregning på vandhåndtering på grunden i tilfælde af en 100 års nedbørshændelse. Det er forudsat, at regnen falder over en periode på 4 timer. Nuværende analyse er lavet ud fra en skitse der ikke kan bruges som analysemodel, da den er lavet før en fastlæggelse af vejadgangen. Dette har indflydelse på placering af arealer for vandhåndtering.

Planområdet ligger ikke i nærheden af kysten og er ikke i risiko for oversvømmelse fra havet.