Lokalplanområdet

Lokalplanområdet ligger i den østlige del af Nyborg langs den østligste del af Storebæltsvej, umiddelbart før til- og frakørselsramperne til motorvej E20 (se nedenstående kort). Området langs den nordlige side af Storebæltsvej er domineret af serviceerhverv målrettet bilister; fastfoodrestauranter, benzinstationer, et transportcenter samt en dagligvarebutik.

 

Lokalplanområdets placering i Nyborg by. Lokalplanområdet er omkranset af en brudt rød linje.

Servicevirksomheder langs Storebæltsvej.

Selve lokalplanområdet er idag delvist ubebygget, og med lokalplan nr. 90 - Erhvervsområde Storebæltsvej Øst planlagt til hovedsageligt serviceerhverv ligesom resten af området nord for Storebæltsvej. Lokalplanområdet afgrænses mod syd og øst af Storebæltsvej, mod nord af Banedanmarks rangerarealer og mod vest af adgangsvejen til dagligvarebutikken LIDL og tankstationen OIL!.

Lokalplanområdets afgrænsning er markeret med brudt rød linje. Eksisterende pyloner er markeret med rød stjerne og den planlagte pylon med en grøn stjerne.

Vue over lokalplanområdet, der ses i forgrunden. I baggrunden anes kirketårnet på Vor Frue Kirke i Nyborg bykerne.

Områdets historik

Området har historisk set været vådområde i periferien af Nyborg. I starten af det 20. århundrede blev der etableret kolonihavelodder i hele det område, der i dag ligger op til Storebæltsvej. Kolonihavelodderne blev langsomt erstattet af anlæg af teknisk karakter frem til starten af 1990'erne, hvor de sidste kolonihavelodder blev nedlagt på den østligste del af det område, der afgrænses af denne lokalplan.

Den sidste rest af kolonihaveområdet ligger stadig i den vestlige del af Storebæltsvejsområdet.

I slutningen af 1990'erne begyndte området nord for Storebæltsvej at blive udviklet til serviceerhverv målrettet bilisterne på især motorvej E20, hvor den kommende Storebæltsforbindelse ville betyde store trafikspring over Storebælt. En fastfoodrestaurant og en benzintank blev bygget som det første øst for det resterende kolonihaveområde.

I forbindelse med udviklingen af den vestlige del af Storebæltsvej blev den første større pylon opstillet umiddelbart øst for der LIDL ligger i dag. Pylonen har en højde på ca. 30 meter.

I de seneste år er serviceområdet blevet ydereligere udviklet med et transportcenter for lastbiler, flere tankfaciliteter, fastfoodrestaurant og vaskehal. Funktioner, der også er blevet udviklet på hjørnet af Slipshavnsvej og Storebæltsvej umiddelbart syd for lokalplanområdet.

I starten af 2018 blev pylonen på 35 meter på den sydlige side af Storebæltsvej rejst. Denne pylon har en mere smal profil end den tidligere opstillede pylon ved Lidl, og henvender sig i tre retninger mens den første pylon henvender sig i to retninger.