Bestemmelser

I henhold til § 15 i lov om planlægning (lovbek. nr. 287 af 16/04/2018) fastsættes herved følgende bestemmelser for lokalplanområdet.

2.1

Det er lokalplanens formål:

at supplere bestemmelserne i lokalplan nr. 90 - Erhvervsområde Storebæltsvej Øst for at muliggøre opførelsen af en pylon med topkote 37,91 meter over DVR90

at begrænse den visuelle påvirkning ved at sikre en smal profil for pylonen

Formålsbestemmelsen kan karakteriseres som de politiske mål, der udmøntes i de enkelte mere detaljerede regler om anvendelse, udformning osv. Formålsparagraffen har væsentlig betydning ved behandling af ansøgning om dispensation idet der ikke kan dispenseres fra lokalplanens principper, som navnlig kommer til udtryk i formåls- og anvendelsesbestemmelserne.

3.1

Lokalplanen afgrænses som vist på kortbilag 1 og omfatter matr. nr. 2 aym, 2 ayo, 2 ayp, 40 f og 43 samt dele af matr. nr. 45 og 7000 au, alle af Nyborg Markjorde, samt alle parceller, der udstykkes herfra.

3.2

Lokalplanområdet ligger i byzone.

4.1

Lokalplanområdet må kun anvendes til erhvervsformål.

Lokalplan nr. 90 - Erhvervsområde Storebæltsvej Øst fastsætter områdets anvendelse til "erhvervsformål som liberale erhverv, større salgs- og servicevirksomheder, benzin-/servicestation med tilhørende butikssalg samt trafikrelaterede erhverv (miljøklasse 1-2) med behov for en både repræsentativ og central beliggenhed." (§ 3 stk. 1).

Denne anvendelse er fortsat gældende ved vedtagelsen af denne lokalplan.

5.1

Der må ske udstykning med henblik på udskilning af det på kortbilag 2 markerede byggefelt til en pylon.

Udstykningsbestemmelserne i lokalplan nr. 90 - Erhvervsområde Storebæltsvej Øst er fortsat gældende. Dog gælder, at den af denne lokalplan muliggjorte pylon tillades udstykket med en mindre grundstørrelse end 2.500 m2 som angivet i § 4 stk. 1 i lokalplan nr. 90 - Erhvervsområde Storebæltsvej Øst.

6.1

Inden for det på kortbilag 2 afgrænsede byggefelt må der udelukkende opføres en pylon med en topkote på 37,91 meter over DVR90. Fundamenter i terræn må etableres uden for byggefeltet.

6.2

Pylonen må kun etableres som en trekantet pylon med en maksimal bredde på hver af de tre sider på 4 meter fraregnet tykkelsen af påsatte skilte.

Med bestemmelserne om størrelsen på pylonen sikres en smal og høj pylon, der maksimere muligheden for at kommunikere et kommercielt budskab til forbipasserende mens den smalle profil begrænser den visuelle påvirkning ved f.eks. at skærme for indkig til Vor Frue Kirke i Nyborgs bykerne.

7.1

Den synlige del af selve pylonen må kun fremstå i grå nuancer og med en glansfaktor på maksimalt 10. Herudover må der påsættes skilte med logoer til kommerciel formidling uden begrænsninger i farvevalget.

7.2

Eventuelle lyskilder til belysning af skiltning må kun udføres som indvendig belysning af logoelementer.

Med bestemmelserne om farvevalg og belysningsstyrke sikres en neutralt udseende pylon, hvor kun den kommercielle skiltning træder markant frem via farvevalg og den indvendige belysning.

Lokalplanens varige retsvirkninger

I henhold til planlovens § 18 må der ikke retligt eller faktisk etableres forhold i strid med lokalplanens bestemmelser.

Lokalplanen hindrer ikke, at den eksisterende bebyggelse og dennes anvendelse kan opretholdes, hvis såvel bebyggelse som anvendelse ikke strider mod de i byggetilladelser givne forbehold og i øvrigt er lovlig.