Bestemmelser
I henhold til § 15 i lov om planlægning (lovbek. nr. 1157 af 01/07/2020) fastsættes herved følgende bestemmelser for lokalplanområdet.
1.1 Det er lokalplanens formål:
at give mulighed for offentlige formål inden for matrikel nr. 7n af Kullerup by Ellested
at fastlægge retningslinjer der sikre at bebyggelse indpasses i landsbyens øvrige arkitektur
2.1 Lokalplanen afgrænses som vist på kortbilag 1 og omfatter følgende matr. nr. 7n, af Kullerup by, Ellested samt alle parceller, der udstykkes herfra.
2.2 Lokalplanområdet ligger i byzone, og forbliver med lokalplanen i byzone.
3.1 lokalplanområdet må kun anvendes til offentlige formål i form af krisecenter, og/ eller erhverv i form af kontor- og serviceerhverv, herunder kursus og undervisningslokaler
Publikumsorienteret serviceerhverv er serviceerhverv som ikke er detailhandel, men som ofte placeres sammen med detailhandel og på lignende vis henvender sig til et bredt publikum, typisk via en facade på gadeniveau. Det kunne fx. være restaurant, café, frisør eller klinik.
Virksomheder i miljøklasse 1-2 er generelt forenelige med boligområder.
4.1 området må ikke udstykkes yderligere.
5.1 Adgangsveje til de enkelte matrikler skal ske fra Ellestedvej, som vist på Kortbilag 1.
Bemærk at vejadgangen til krisecentret matrikulært ligger inden for Matrikel 7æ, men har en tinglyst ret til adgang.
6.1 Der skal indrettes parkeringsarealer svarende til mindst én bilplads pr 50m2 erhvervsareal eller areal til institution.
Ladestanderbekendtgørelsen indfører krav om forberedelse og etablering af ladestandere til biler ifm. nybyggeri. Der gælder et krav om at alle p-pladser skal forberedes til ladestandere ved nybyggeri til beboelse tilhørende mere end 10 p-pladser. Ved andre typer af nybyggeri hvortil der etableres mere end 10-pladser gælder, at der skal etableres mindst en ladestander, og mindst hver femte p-plads skal forberedes til ladestandere. Ladestanderne skal kunne anvendes til at lade elbiler og plugin-hybrider op. Forberedelse af etablering af ladestandere indebærer etablering af tomrør, så det er muligt at etablere ladestandere efterfølgende.
7.1 Bebyggelsesprocenten må ikke overstige 40 for matriklen 7n af Kullerup by, Ellested
7.2 Bebyggelse må ikke opføres med mere end 2 etager, og en bygningshøjde på max 11,0 meter
7.3 En eventuel kælder må ikke have loft beliggende mere end 0,5 meter over terræn (niveauplan)
8.1 Bebyggelse til bolig- eller erhvervsformål må kun fremstå som tegl eller træ. Facader i tegl må fremstå som pudsede, vandskurede eller som blank mur. Sekundær bebyggelse såsom mindre småskure og carporte må gerne fremstå i andet materiale.
8.2 Bebyggelse må kun males med farver indenfor jordfarveskalaen, jf. bilag 2, samt sort eller hvid eller disse farvers blanding.
8.3 Ny boligbebyggelse må kun opføres med saddeltag, med en minimumshældning på 30 grader.
8.4 Tagbeklædningen må ikke fremstå i reflekterende materialer med et glanstal på over 10.
8.5 Der må ikke opsættes udvendige antenner, stålskorstene og lignende på bygninger. Paraboler må kun placeres på terræn.
8.6 Såfremt der etableres anlæg til indvinding af solenergi eller lignende, skal dette integreres i bygningens arkitektur elle anbringes udvendigt på bygningen plant med tagfladen eller på bygningens øvrige ydervægge. På flade tage må anlæg gives en hældning der sikrer en tilstrækkelig udnyttelsesgrad under hensyntagen til anlæggets visuelle fremtræden.
9.1 Der skal udlægges fri- og opholdsarealer. Arealerne skal etableres som et samlet og regulært areal, der i form og beliggenhed vil kunne indgå som samlingspunkt* for en bebyggelse.
9.2 Lastbiler, campingvogne, uindregistrerede biler samt både må ikke opbevares på fælles parkeringspladser, veje eller på andre fælles ubebyggede arealer.
9.3 Containere må ikke opbevares på private eller fælles arealer.
*Samlingspunkt skal her forstås som et sted der kan være samlingspunkt for bebyggelsens brugere/beboere. Fri- og opholdsarealer må således ikke etableres diffust - spredt over et større område uden tydelig afgrænsning eller fokus.
10.1 Eksisterende etableret støjhegn mod køreteknisk anlæg skal fastholdes. Dog Kan hegnet udskiftes hvis det senere viser sig nødvendigt med et højere hegn, for at sikre nye boliger.
10.2 Ved etablering af boliger på arealer, eller i bygninger der ikke hidtil har været indrettet hertil, skal der udarbejdes støjberegninger som godtgør, at støjniveauet indendørs og på alle boligers udendørs opholdsarealer ikke overstiger Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier..
10.3 Såfremt støjberegninger viser at Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser overskrides, skal der etableres tilstrækkelige støjafskærmende foranstaltninger.
11.1 Inden ibrugtagning skal ny bebyggelse være tilsluttet offentligt spildevandsanlæg.
Området er i dag fuldt bebygget. Bestemmelsen er derfor kun gældende såfremt eksisterende bebyggelse nedrives, og der opføres ny bebyggelse på arealet.
Lokalplan nr. RE 22.04.01 for Ellested by aflyses inden for denne lokalplans område, som er afgrænset på kortbilag 1.
En lokalplan fastlægger udviklingen af et område. Når lokalplanen er vedtaget, må der ikke etableres byggeri eller anlæg i modstrid med planen.
Lokalplanen regulerer kun fremtidige forhold. Byggeri og anlæg, som er lovligt etableret før lokalplanen kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen medfører ikke pligt til at etablere de byggerier og anlæg som lokalplanen beskriver, men når de etableres skal det ske i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser.
Private tilstandsservitutter, der er uforenelige med lokalplanen, fortrænges af planen.
Dispensation fra lokalplanen (Planlovens §§ 19 og 20)
Byrådet kan meddele dispensation fra lokalplanens bestemmelser, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen. Videregående afvigelser fra lokalplanen kan kun gennemføres ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.
Ekspropriation efter lokalplanen
Byrådet kan i medfør af § 47, stk. 1, i planloven ekspropriere fast ejendom, der tilhører private, eller private rettigheder over fast ejendom, når ekspropriation vil være af væsentlig betydning for virkeliggørelsen af en lokalplan eller byplanvedtægt og for varetagelse af almene samfundsinteresser.
Ekspropriation er tvungen afståelse af ejendom og kan efter Grundlovens § 73 kun ske ifølge lov hvor almenvellet kræver det og mod fuldstændig erstatning.
Efter praksis gælder desuden en række betingelser, som skal være opfyldt ved en ekspropriation. Ekspropriationen skal således være lovlig, nødvendig og tidsmæssigt aktuel for realiseringen af ekspropriationsformålet. Herudover skal ekspropriationen være rimelig i den konkrete situation.