En del af lokalplanområdet er kortlagt på vidensniveau 2 efter jordforureningsloven (matr. 46 og 40i, Nyborg Markjorder). Et areal betegnes kortlagt på vidensniveau 2, når der er tilvejebragt et dokumentationsgrundlag, der gør, at det med høj grad af sikkerhed kan lægges til grund, at der på arealet er en jordforurening af en sådan art og koncentration, at forureningen kan have skadelig virkning på mennesker og miljø. Bygge- og anlægsprojekter på disse arealer vil skulle vurderes af kommunen, og vil afhængig af projektet kunne kræve en tilladelse efter jordforureningsloven.
Efter § 50 a i Jordforureningsloven er alle arealer i byzone som hovedregel lettere forurenet. Disse områder benævnes ’områdeklassificerede arealer’. De arealer i lokalplanområdet der ikke er kortlagt på V2-niveau ligger inden for områdeklassificeret areal, hvilket betyder, at flytning af jord her skal anmeldes til kommunen for at undgå en spredning af forurenet jord.