Planens indhold

Denne lokalplan giver mulighed for udnyttelse af planområdet til erhverv på Slipshavnsvej. 

Med lokalplan 348 aflyses lokalplan nr. 271 - Erhvervsområde Slipshavnsvej i Nyborg. Lokalplan nr. 271 gav mulighed for kontorbebyggelse fordelt på 10.000 m2 erhvervsetageareal i op til 24m, på max 6 etager.

Med lokalplan 348 reduceres arealrammen, bygningshøjde og maksimale etager for kontorbebyggelse. Kontorbebyggelse vil kun kunne etableres inden for delområde 2.

Delområder og anvendelse
Lokalplanen inddeles i fem delområder - Delområde 1, 2, 3, 4, 5 (se kortbilag 2). Der ændres ikke vilkår for eksisterende bebyggelse i delområde 3 og 4. I delområde 1, gives der mulighed for én butik til særligt pladskrævende varegrupper. I delområde 2, gives der mulighed for etablering af administrative funktioner, sportshal, samt service- og kontorerhverv

Vej, trafik og parkering
Det forventes, at der med muligheden for butik til særligt pladskrævende varegrupper, vil ske en forøgelse af trafikken på Slipshavnsvej, blandt andet af biler med trailer. Lokalplanområdet har begrænset plads og med mulighed for 1600 m2 butik, regulerer denne plan trafikforholdene så der sikres gode vejforhold. Lokalplanen sætter derfor bestemmelser for de interne vejes kørebanebredde, vendepladser, parkeringsnorm for almindelige biler og biler registreret med handicap, cykelparkering og belægning.

Tilslutning til Slipshavnsvej skal ske efter vejmyndighedens godkendelse. 

Bebyggelse og udseende
Lokalplanen indgår i et område, der er under forandring. Nyborg Kommune har med Strategien 'En samlet by' - plan for Nyborg Bymidte, et ønske om at styrke ankomsten til Nyborg By ved at skabe et mere bymæssigt udtryk i området omkring Storebæltsvej. Denne lokalplan sætter derfor bestemmelser for ny bebyggelses udseende, med særligt fokus på tekniske anlæg, solceller og skiltning, således at planen bidrager positivt til det bymæssige udtryk. Derfor sættes der blandt andet bestemmelser for placering af tekniske anlæg og solceller, og deres integration med bygningerne. At ny bebyggelses materialer og skilte, ikke må fremstå blanke eller reflekterende. Der stilles krav til, at skiltning tilpasses arkitektur og facadeudformning, skiltepyloners placering og antal. Der sættes ligeledes et forbud mod opsætning af pladeskilte. 

Klimatilpasning
Lokalplanområdet er omfattet af Nyborg Kommunes risikostyringsplan 2020, der udlægger hele Nyborg by og Knudshoved som højrisikoområde for stormflod. Risikostyringsplanen anbefaler, at alle borgere og virksomheder gør sig bevidst om risikoen for stormflod. Der henvises til klimascenariet RCP 8,5 i Nyborg Kommunes risikostyringsplan. Lokalplanen sætter derfor en bestemmelse om en minimumshøjde for sokkelkoten ved ny bebyggelse, på 2,5 m.