Naturbeskyttelse og beskyttelseslinjer

Natura-2000 og beskyttede dyrearter
Planområdet indgår ikke i et internationalt beskyttelsesområde (Natura 2000). Det nærmeste Natura 2000-område (Centrale Storebælt og Vresen) ligger ca. 0,7 km nordøst og ca. 1 km syd for planområdet. På grund af afstanden vurderes planerne ikke at kunne påvirke udpegningsgrundlaget for dette Natura 2000-område. Der er ingen umiddelbare naturkvaliteter i området. Det vurderes derfor, at arealet ikke opfylder betingelserne som yngler eller rastområde for arter på Habitatdirektivets Bilag IV.

Det er Nyborg Kommunes vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller ifm. andre planer og projekter, vil påvirke Natura 2000-området væsentligt eller medføre beskadigelse eller ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af Habitatdirektivets Bilag IV.

I forbindelse med miljøscreeningen, er det ikke fundet at lokalplanområdet til erhvervsformål udgør en risiko mod flagermus eller andre truede dyrearter.

Vandplaner
Planområdet ligger i de statslige vandområdeplaner inden for hovedvandopland 1.14 Storebælt. Den planlagte anvendelse til erhvervsområde vurderes ikke at udgøre en risiko for vandområdet.

Planområdet ligger ikke i et område med drikkevandsinteresser.