Klimatilpasning

Lokalplanområdet ligger ca. 360 m fra Nyborg Fjord og 1 km fra Storebælt. Terrænet varierer i kote på tværs af området fra +2 m til +2,5 m DVR90.

Lokalplanområdet er omfattet af den i kommuneplanen udpegede kystplanlægningslinje, hvor inden for der ved nybyggeri skal fastsættes krav til afværgeforanstaltning så der tages højde for risiko for oversvømmelse. Området ligger mellem klimatilpasningsplanens fokusområder Nyborg Centrum og Nyborg syd, men ligger ikke indenfor et udpeget fokusområde. Området er desuden omfattet af statens udpegning af risikoområder for oversvømmelse efter oversvømmelsesdirektivet. 

Et boligprojekt må antages, at have en levetid på 100 år. Sikringsniveauet skal derfor som udgangspunkt tilpasses hertil.

Grundet topografien er der ikke risiko for oversvømmelse fra syd fra Nyborg Fjord ved højvandshændelser helt op til kote +3 m DVR90. Lokalplanområdet er imidlertid under risiko for oversvømmelse nordfra ved højvandshændelser på ca. kote +2,4 m DVR90 og op. Vandet vil komme fra voldgraven i vest, industriområdet i sydøst og via mulig hydraulisk forbindelse mellem motorvejen og stranden mod øst. Om havvandet finder vej til lokalplanområdet ved en sådan hændelse, afhænger meget af varigheden af "peak", altså hvor længe den maksimale vandstand varer. Vandet skal "fylde" en hel del op i området før den endelige vandstand forplanter sig til hele området. 

I forbindelse med udpegningen har Nyborg som risikoområde efter oversvømmelsesdirektivet har Kystdirektoratet arbejdet ud fra nogle statistiske hændelser. Der arbejdes bl.a. med en 100 års hændelse om ca. 100 år med et vandstandsniveau på +2,28 m DVR90 samt en ekstremhændelse om ca. 100 år på +2,50 m DVR90. Stormfloden i 2006 nævnes som eksempel på en ekstrem hændelse. 

Hvilket område, der kan risikere at blive påvirket ved en sådan hændelser kan ses på nedenstående kort, der viser vandets potentielle udbredelse ved en højvandshændelse svarende til en ekstrem hændelse om ca. 100 år (+2,50 m DVR90).

Forslag til lokalplan nr. 318 ændrer ikke anvendelsen af lokalplanrområdet, og planlægger ikke for egentlig byudvikling, men en huludfyldning i et ellers udbygget boligområde, hvilket bør tages med i vurderingen, når sikringsniveauet fastsættes. En lang række omkringliggende boliger vil således blive oversvømmet ved et vedvarende højvandsniveau på + 2,4 m DVR90 og derover. Her må altså individuel ad hoc sikring eller en permanent kollektiv sikring til i tilfælde af en sådan hændelse. 

Omvendt er det en central opgave ved planlægning for nye boliger, at disse sikres mod fremtidige oversvømmelse. Lokalplanen fastsætter derfor en sikring af nybyggeriet svarende til en ekstrem hændelse om 100 år: + 2,5 m DVR90. I forbindelse med ansøgning til byggetilladelse skal bygherre godtgøre, hvordan nybyggeriet sikres mod oversvømmelse til denne kote.

Sikringen kan f.eks. udgøres af en forhøjet sokkel således at gulvkoten overstiger +2,5 DVR90 eller ved indbygning af skotteløsninger.