Vej- og stiplanlægning
Der er vejadgang til lokalplanområdet fra Nyborgvej, som i den overordnede vejplan har status som statsvej.
Vejdirektoratet kan give tilladelse til en ændret udvidet benyttelse af den ønskede vejadgang til ny boligbebyggelse på ejendommen matr.nr. 13q, bl.a. på følgende vilkår:
- at der alene er tale om et begrænset antal boliger,
- at adgangen udvides til en bredde, så 2 biler kan passere hinanden ved ind- og udkørsel til ejendommen,
- at der på statsvejens areal ændres/justeres i kørebanens afmærkning ud for ejendommen og anlægges en venstresvingsbane, således at der lovligt kan foretages venstresving fra statsvejen til bebyggelsen,
- at der sikres gode oversigtsforhold ved udkørsel fra adgangsvejen, og
- at anlægsprojekterne udføres efter Vejdirektoratets anvisninger på ansøgers foranledning og bekostninger.
De planlagte adgangsveje og boligveje indenfor lokalplanområdet får status som private fællesveje.
Trafikplan og kollektiv transport
De nye boliger ligger med god adgang til lokale og regionale kollektive transport muligheder. Der er ca. 150 meter til nærmeste busstoppested. Der er en række busruter til Nyborg, Kerteminde, Odense, Ringe, Svendborg og Fåborg via syv buslinjer.