I klimatilpasningsplanen er der udpeget geografiske områder, hvor en screening viser, at der er behov for klimatilpasning. Grundlaget for udpegningen af fokusområderne er den indledende screening af oversvømmelser fra vandløb, kloakker og havet, risikokortlægningen og interessepunkterne inddelt i kategorier. Fokusområderne er således de væsentligste geografiske områder, hvor indsatserne for klimatilpasning både teknisk og politisk skal fokuseres.
Der er udpeget 11 fokusområder. Ullerslev er udpeget som fokusområde, da der kan ske oversvømmelser fra Vindinge Å (samt fra Bondemosen/Ullerslevgrøften) i store områder syd for byen, som også omfatter bebyggelser, herunder boliger. Der er endvidere risiko for skader som følge af oversvømmelser fra kloakken ved skybrud. Der er allerede etableret bassiner, som mindsker oversvømmelser fra kloakken, men dette er ikke nok til at undgå oversvømmelser ved kraftige skybrud. Der er således set oversvømmelser fra kloakkerne i området. Der ligger en del interessepunkter i kategori 1 inden for infrastruktur, sårbare institutioner og forsyning i Ullerslev.
For fokusområder gælder retningslinjer ifm. lokalplanlægning, bl.a. at nye byggerier og anlæg skal sikres mod store værditab ved oversvømmelser fra ekstremregn ved at der gennemføres en vurdering af risikoen og med forslag til håndtering af denne.
Lokalplanområdet ligger i den nordlige del af Ullerslev og er ikke i risiko for oversvømmelse fra Vindinge Å eller Bondemosen/Ullerslevgrøften. I planlægningen af området er der sikret en relativ ekstensiv arealudnyttelse samt en maksimal belægningsprocent på 45 for at sikre fortsat gode forhold for nedsivning af regnvand af hensyn til såvel håndtering af større mængder regnvand som for at sikre fortsat grundvandsdannelse i området.
En indledende screening af såkaldte "bluespots", områder hvor der kan samle sig vand i tilfælde af større nedbørsmængder, viser, at der ikke er udbredt udfordringer inden for planområdet. I delområde 5, der udlægges til rekreative- og naturformål er større arealer udfordret ved store regnmængder. Dette vurderes at kunne håndteres i indretningen af området. En del af delområde II, der udlægges til åben-lav boliger ser også ud til at være påvirket.
Planen giver mulighed for, at der indrettes de nødvendige faciliteter til opstuvning og nedsivning af overfladevand i området, hvorfor det vurderes, at planen, med de indarbejdede afværgeforanstaltninger, sikrer tilstrækkelige muligheder for at håndtere stigende nedbørsmængder.