Lokalplanen indarbejder bæredygtige principper for byudviklingen inden for en række temaer.
- Planen giver mulighed for at bygge i træ og med "grønne tage", hvilket er bæredygtige byggematerialer sammenholdt med mere konventionelle materialer, såsom f.eks. beton.
- Planen sikrer afværgeforanstaltninger, der sikrer fortsat grundvandsdannelse samt beskyttelse af grundvandsressourcen mod forurening. Ift. den nuværende anvendelse som landbrugsareal med antaget pesticidforbrug er det en forbedring ift. risikoen for nedsivning af miljøfremmede stoffer til grundvandet.
- Planen sikrer integration af stiforbindelser til bløde trafikanter, der muliggør hurtig adgang til indkøb, skole, idræt mv. i Ullerslev by.
- Planen udlægger store arealer til rekreative grønne områder og naturarealer i tilknytning til eksisterende naturområder og inden for udpegede økologiske forbindelser. Dermed understøtter planen målsætninger om mere sammenhængende natur og giver samtidig områdets beboere nemmere adgang til grønne, rekreative områder, hvilket kan understøtte en sund livsstil.