Baggrund og formål

Baggrund

Nyborg byråd har truffet beslutning om udarbejdelse af nærværende lokalplan på baggrund af en ansøgning om en ny lokalplan for tæt-lav boliger for et område på Blomstervænget i Langå.

Der vurderes at være øget efterspørgsel på tæt-boliger, hvorfor Nyborg kommune ønsker at imødekomme ønsket om at udlægge området til tæt-lav boliger.

Området i dag er udlagt til åben-lav boligformål med Lokalplan nr. 2.2 for Langå by. Det ønskede projekt med tæt-lav boliger er derfor ikke muligt inden for området med den nuværende planlægning, hvorfor nærværende lokalplan er udarbejdet.

Formål

Det er lokalplanens formål at fastlægge områdets anvendelse til boligformål i form af tæt-lav boligbebyggelse. Lokalplanen sikrer muligheden for at opføre ca. 10 boliger i form af rækkehuse. Lokalplanen skal fastholde området i landzone.

Lokalplanen skal sikre, at den nye bebyggelse tilpasses landsbymiljøet, og lokalplanen fastlægger krav til bebyggelsens udformning og ydre fremtræden. Der stilles ligeledes krav om, at den offentlig tilgængelig stiforbindelse fra Byvejen til Svendborg Landevej bevares.

Lokalplanen fastlægger, at eksisterende beplantning på grunden bevares, da den medvirker til afskærmning af området mod det åbne land mod øst, hvor der er landskabsinteresser samt mod naboer, som vist på kortbilag 2.

Lokalplanen fastlægger ligeledes, at vejtrafikstøjen fra Svendborg Landevej håndteres i form af afværgeforanstaltninger.

Lokalplanen stiller krav til håndtering af overfladevand i forhold til fremtidige oversvømmelser i forb. med skybrud, og beskyttelse af grundvandsinteresser, således at områder omfattet som boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) friholdes for bebyggelse og private haver.