Beskyttelse af flagermus og træer
Alle danske arter af flagermus er omfattet af habitatdirektivets bilag IV og beskyttelsen af flagermus er dermed en prioritet på internationalt plan. Ved fældning af træer skal det vurderes, hvilken funktion træerne har for opretholdelse af flagermus bestande i området, om træerne fungerer som ynglelokalitet eller ledelinje for flagermusenes bevægelse gennem landskabet.
I området er der sandsynlighed for, at der kan forekomme flagermus.
Det vurderes, at planens gennemførelse ikke vil påvirke områdets økologiske funktion for flagermus.
Træer med hulheder, spættehuller, sprækker og løs bark skal undersøges for forekomst af flagermus inden fældning. Undersøgelsen skal foregå i sommerperioden fra 1. juni - 1. august, mens flagermusene yngler. Der kan blive stillet krav om kompenserende foranstaltninger på baggrund af undersøgelsen.
Hvis træerne kan fældes, skal det ske i perioden 1. september til 31. oktober, jf. § 6, stk. 4 i bekendtgørelse nr. 867 af 27/06/2016 (Artsfredningsbekendtgørelsen). I denne periode er flagermusene endnu ikke gået i vinterdvale, og det kan dermed undgås at skade overvintrende flagermus.
Hvis træerne har betydning for opretholdelse af flagermusbestande i området - herunder at de fungerer som levested eller ledelinje for flagermus – kan det betyde, at planen skal revideres. Det er muligt at ansøge Naturstyrelsen om dispensation, men administrationspraksis er restriktiv.