Bestemmelser

I henhold til § 15 i lov om planlægning (lovbek. nr. 1157 af 01/07/2020) fastsættes herved følgende bestemmelser for lokalplanområdet.

1.1 Det er lokalplanens formål:

  • at fastholde området i landzone
  • at fastlægge lokalplanområdets anvendelse til boligformål i form af tæt-lav bebyggelse
  • at sikre at den nye bebyggelse tilpasses landsbymiljøet ved at stille krav til bebyggelsens udformning og ydre fremtræden
  • at sikre at eksisterende beplantning på grunden bevares
  • at sikre en ny boligbebyggelse mod vejtrafikstøj
  • at sikre en offentlig tilgængelig stiforbindelse fra Byvejen til Svendborg Landevej
  • at sikre håndtering af overfladevand og beskyttelse af grundvandsinteresser

2.1 Lokalplanen afgrænses, som vist på kortbilag 1 og omfatter del af matr. nr. 11d, Langå By, Langå samt alle parceller, der udstykkes herfra.

2.2 Lokalplanområdet ligger i landzone og forbliver i landzone.

2.3 Lokalplanen er en bonuslokalplan efter planlovens § 15, stk. 4 og jf. lokalplanens § 15.

3.1 Lokalplanområdet må kun anvendes til boligformål i form af tæt-lav boligbebyggelse til helårsbeboelse.

4.1 Ved udstykning til tæt-lav boliger skal det sikres, at den enkelte grund bliver på minimum 250 m².

4.2 Udlæg til vej og fælles fri- og opholdsarealer kan ikke medregnes i grundstørrelsen.

5.1 Der etableres vejadgang til området fra Byvejen til den eksisterende vej Blomstervænget samt fra to nye vejadgange længere mod syd. I princippet som vist på kortbilag 2.

5.2 Boligveje i området skal udlægges som en privat fællesvej i min. 7 meters bredde med min. 5 meter bred kørebane med fast belægning, og der skal etableres vendeplads inden for området, udført i overensstemmelse med vejreglerne.

5.3 Der skal sikres vejadgang fra lokalplanområdet til to andre boliger, som ligger nordøst for området på naboejendommene med matrikelnummer 10g, 10i og 10k Langå By, Langå.

5.4 Sti A-A, som er en fællessti, udlægges i 3 meters bredde og anlægges med 2 meters befæstet areal. Stien placeres efter principperne vist på kortbilag 2.

5.5 Vejenes linjeføring, opbygning, bredde, tilslutning til andre veje, vejafvanding og fremføring af forsyningsledninger skal på skitseniveau godkendes af vejmyndigheden og kommunalbestyrelsen.

6.1 Der skal inden for lokalplanområdet etableres min. 1½ bilparkeringsplads pr. bolig.

Ladestanderbekendtgørelsen indfører krav om forberedelse og etablering af ladestandere til biler ifm. nybyggeri. Der gælder et krav om at alle p-pladser skal forberedes til ladestandere ved nybyggeri til beboelse tilhørende mere end 10 p-pladser. Ved andre typer af nybyggeri hvortil der etableres mere end 10-pladser gælder, at der skal etableres mindst en ladestander, og mindst hver femte p-plads skal forberedes til ladestandere. Ladestanderne skal kunne anvendes til at lade elbiler og plugin-hybrider op. Forberedelse af etablering af ladestandere indebærer etablering af tomrør, så det er muligt at etablere ladestandere efterfølgende.

7.1 Veje og gangstier inden for lokalplanområdet skal være belyst.

7.2 Armaturer til belysning skal udføres i ens materiale- og farvevalg og på en måde, der ikke virker generende for nærmeste ejendomme. Se også § 5.5.

7.3 Belysning på ubebyggede arealer og langs stier og boligveje skal være afskærmet og nedadvendt og må maksimalt have en lyspunktshøjde på 4 m over terræn.

7.4 Gadelys skal etableres på bygherres bekostning, efter godkendelse fra Nyborg Kommune, og leve op til kommunens krav.

8.1 Ved tæt-lav boligbebyggelse må bebyggelsesprocenten for den enkelte ejendom må ikke overstige 30.

8.2 Bebyggelse må ikke opføres i mere end 1 etage med en maks. højde på 8,5 meter.

8.3 Bebyggelse skal placeres inden for byggefeltet, som vist i princippet på kortbilag 2.

8.4 Al bebyggelse skal placeres i en afstand af min. 5 meter mod vej. Undtaget er sekundære bygninger som udhuse, garager og carporte samt bebyggelse på fællesarealer.

8.5 På fællesarealerne kan der opstilles legeredskaber, bænke, pavilloner og lignende, som understøtter arealernes anvendelse til leg og ophold samt anlæg til områdets tekniske forsyning.

Bebyggelsesprocenten på 30 vil være gældende både i en situation, hvor der etableres flere boliger på én ejendom og i tilfælde af udstykning af boligparceller.

​9.1 Ydervægge må kun udføres i blødstrøgne teglsten i blank mur. Mindre facadepartier på op til 15 % af den samlede facade må fremstå i træ.

9.2 Facader og tagflader må kun fremtræde i jordfarverne okker, terra de sienna, umbra, engelsk rødt, italiensk rød, dodenkop eller de sidstnævnte farvers blanding med hvidt eller sort. Til døre, vinduesrammer og lignende mindre bygningsdele kan andre farver også anvendes, når de er afstemt med førnævnte farver. Se bilag 4 - den klassiske jordfarveskala.

9.3 Tagdækning må kun udføres i tagsten. Mindre detaljer kan udføres i zink, træbeklædning eller lign.

9.4 Tage må kun udformes som symmetriske sadeltage med en hældning på mellem 25-45 grader.

9.5 Der må ikke opsættes udvendige antenner, paraboler og lignende på bygninger.

9.6 Såfremt der etableres anlæg til indvinding af solenergi eller lignende, skal de placeres på bygningers tage og skal ligge plant med og følge tagfladens hældning. 

9.7 Sekundære bygninger herunder carporte, garager og udhuse kan udføres som enkle, spinkle konstruktioner i træ med zink eller tagpap som tagbeklædning men med samme taghældninger som beskrevet ovenfor. Farveholdning skal respekteres, jf. 9.2.

9.8 Skiltning må kun ske i forbindelse med liberalt erhverv fra egen bolig. Der må kun opsættes ét skilt på maks. 0,5 m2 på hver ejendom. Skiltet skal monteres på facaden i forbindelse med indgang til virksomheden.

10.1 Ubebyggede arealer skal ved befæstelse, beplantning, indretning og belysning bidrage til, at området fremstår som en attraktiv helhed.

10.2 Der skal udlægges et fælles friareal uden for de støjbelastede arealer. Det fælles fri- og opholdsareal skal udgøre et større, sammenhængende areal, som ikke må opdeles i mindre arealer. Der kan indrettes fælles affaldsstationer i området.

10.3 Hegning må kun etableres som levende hegn, eventuelt suppleret med trådhegn. Etablering af levende hegn skal altid ske med egnstypiske og hjemmehørende planter.

10.4 Der må terrænreguleres med op til +/- 0,5 meter. Dette gælder dog ikke støjvolde eller tiltag, der har til formål at skabe klimasikring eller opsamle overfladevand.

10.5 Der skal etableres støjafskærmning mod Svendborg Landevej, hvis den er nødvendig for at kunne overholde den vejledende grænseværdier på Lden 58 dB for trafikstøj ved boliger og udendørs opholdsarealer.

10.6 Afskærmning skal udføres, så den fremstår stedsegrøn.

10.7 Den eksisterende beplantning langs lokalplanens sydøstlige afgrænsning skal bevares, se kortbilag 2. Hvis den bevaringsværdige beplantning beskadiges eller dør, fx ved stormfald eller sygdom, skal den erstattes med samme eller lignende arter.

10.8 Lastbiler, campingvogne, uindregistrerede biler, containere samt både må ikke opbevares på fælles parkeringspladser, veje eller på andre fælles ubebyggede arealer.

Ad § 10.3 og 10.7: Egnstypiske og hjemmehørende plantearter inkluderer ask, avnbøg, dunbirk, vortebirk, bøg, alm. eg/stilkeg, rødel, engriflet hvidtjørn, almindelig hæg, fuglekirsebær, småbladet lind, navr, femhannet pil, seljepil, almindelig røn, vildæble, almindelig hvidtjørn, benved, dunet gedeblad, hassel, havtorn, almindelig hyld, rød kornel, kvalkved, gråpil, blågrøn rose, hunderose, æblerose, slåen, tørst og vrietorn.

11.1 Lokalplanområdet skal indrettes med arealer til regnvandshåndtering.

11.2 Inden for lokalplanområdet skal tagvand opsamles og forsinkes i bede, grøfter og lignende.

11.3 Overfladevand skal håndteres i et nedsivningsbassin i den sydlige del af projektområdet, hvor nedsivning er tilladt.

11.4 Ved terrænregulering skal det sikres, at overfladisk afstrømning ved ekstreme regnhændelser kan ske uhindret i retning mod nærmeste recipient.

Alternativt skal ubebyggede arealer indrettes, så de kan opmagasinere overskydende regnvand, der ikke kan afledes via områdets øvrige regnvandshåndtering.

11.5 Det er ikke tilladt at nedsive fra vand fra vej- og parkeringsarealer eller vand fra tage eller andre flader inden for boringsnære beskyttelsesområder (BNBO). Se kortbilag 2.

11.6 Det er ikke tilladt at nedsive fra vand fra vej- og parkeringsarealer inden for indvindingsoplandet til Langå Vandværk. Se figur 1, s. 10. 

11.7 Befæstelsesgraden for lokalplanområdet må ikke overstige 30 % uden forsinkelse af regnvandsafledningen til forsyningens spildevandssystem eller fællessystem.

12.1 Inden ibrugtagning af boligbebyggelse skal fælles friarealer, boligvej og parkeringsarealer være anlagt.

12.2 Bebyggelse skal tilsluttes offentlig vandforsyning, elforsyning og kloakforsyning inden ibrugtagning.

12.3 Ny bebyggelse og opholdsarealer må ikke tages i brug, før støjdæmpende foranstaltninger nævnt i § 10.5 og § 10.6 er etableret, hvis det viser sig nødvendigt at etablere disse.

13.1 I forbindelse med udstykning skal der oprettes en grundejerforening med medlemspligt for samtlige ejere af grunde i området. Vedtægter og eventuelle senere ændringer skal godkendes af Byrådet. Alternativt kan der søges optagelse i eksisterende og godkendt grundejerforening.

13.2 Grundejerforeningerne skal oprettes senest, når halvdelen af boligerne i området er taget i brug. Grundejerforeningerne skal forestå drift og vedligeholdelse af private fællesveje, fællesstier og fælles friarealer indenfor området.

Friarealer omfatter både opholdsarealer, parkeringsarealer, adgangs- og tilkørselsarealer m.v. Opholdsarealer er arealer, der udlægges til egentligt ophold. Opholdsarealer omfatter ikke beplantningsbælter, parkeringsarealer m.v.

Nyborg Kommune opfordrer grundejerforeningen til, at det indskrives i foreningens vedtægter, at der ikke må anvendes pesticider. Rottebekæmpelse undtaget.

14.1 Lokalplan nr. 2.2 aflyses for den del, der er omfattet af denne lokalplan.

15.1 Med lokalplanens endelige vedtagelse meddeles der samtidig tilladelse efter planlovens § 35 stk. 1 i henhold til § 15, stk. 4 til ændret anvendelse, jf. lokalplanens § 3, og opførelse af bebyggelse i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser i § 8.1-8.6 og 9.1-9.8.

En lokalplan fastlægger udviklingen af et område, og der må når planen er vedtaget, ikke etableres byggeri eller anlæg i modstrid med planen.

Lokalplanen regulerer kun fremtidige forhold. Byggeri og anlæg som er lovligt etableret før lokalplanen, kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen medfører ikke pligt til at etablere de byggerier og anlæg som lokalplanen beskriver, men når de etableres skal det ske i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser.

Private tilstandsservitutter, der er uforenelige med lokalplanen, fortrænges af planen.

Dispensation fra lokalplanen (Planlovens §§ 19 og 20)

Byrådet kan meddele dispensation fra lokalplanens bestemmelser, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen. Videregående afvigelser fra lokalplanen kan kun gennemføres ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.

Ekspropriation efter lokalplanen

Byrådet kan i medfør af § 47, stk. 1, i planloven ekspropriere fast ejendom, der tilhører private, eller private rettigheder over fast ejendom, når ekspropriation vil være af væsentlig betydning for virkeliggørelsen af en lokalplan eller byplanvedtægt og for varetagelse af almene samfundsinteresser.

Ekspropriation er tvungen afståelse af ejendom og kan efter Grundlovens § 73 kun ske ifølge lov hvor almenvellet kræver det og mod fuldstændig erstatning.

Efter praksis gælder desuden en række betingelser, som skal være opfyldt ved en ekspropriation. Ekspropriationen skal således være lovlig, nødvendig og tidsmæssigt aktuel for realiseringen af ekspropriationsformålet. Herudover skal ekspropriationen være rimelig i den konkrete situation.