Baggrund
Nyborg byråd ønsker at udvikle arealet nord for Nyborg Assistenskirkegård i Vestergade til et attraktivt boligområde med blandede boligtyper og gode udearealer.
Området er ubebygget og indgår som en eksisterende rummelighed centralt i byen og er derfor blevet optaget som kommende boligområde i Kommuneplan 2021.
En udvikler har henvendt sig med et oplæg til en boligbebyggelse med ca. 110-120 boliger fordelt mellem etageboliger og tæt-lave boliger.
På den baggrund har byrådet besluttet at udarbejde nærværende lokalplan.
Oversigtskort, der viser planområdets placering i Nyborg by.
Oversigtskort, der viser planområdets placering i Nyborg by.
Formål
Formålet med lokalplanen er at skabe et attraktivt og centralt beliggende boligområde med forskellige boligtyper og bygningsvolumener, som kan benyttes af flere målgrupper.
Opdelingen af området i to områder, hvor den nordligste del udgøres af punkthuse i tre etager og den sydligste del af tæt-lave boliger i op til to etager, sikrer at området opnår en rimelig grad af fortætning og at bebyggelsen visuelt og volumenmæssigt forholder sig til både etageboligerne mod vest og kirkegården mod syd.
I forhold til kirkegården så fastlægger lokalplanen bestemmelser, der skal understøtte en visuel og landskabelig sammenhæng med det barokke haveanlæg på Assistens kirkegården. Dette gøres blandt andet ved at videreføre symmetriaksen fra kirkegården og ved at plante træer i lige rækker på udvalgte strækninger i bebyggelsen. Herudover indføjer lokalplanen en respektafstand mellem den tæt-lave bebyggelse og kirkegården.
Formålet med lokalplanen er derudover, at sikre at den nye bebyggelse kan afskærmes i forhold til støj og vibrationer fra jernbanen.
På skråfotoet kan man se lokalplanområdet og sammenhængen med kirkegården og etageboligerne mod vest.
På skråfotoet kan man se lokalplanområdet og sammenhængen med kirkegården og etageboligerne mod vest.