Støjforhold

En lokalplan må som udgangspunkt ikke udlægge arealer, som er støjbelastede til støjfølsom anvendelse, f.eks. boliger.

En lokalplan må kun udlægge støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse, hvis planen med bestemmelser om etablering af afskærmende foranstaltninger kan sikre den fremtidige anvendelse mod støjgener.

Planområdet ligger umiddelbart syd for jernbanen, Odense/Nyborg, og området er belastet af støj fra samme, se oversigtskortet herunder.  

 

Oversigtskort der illustrerer støjudbredelsen fra jernbanen uden etablering af støjafskærmning. 

En indledende støjrapport udarbejdet med udgangspunkt i bygherres projektoplæg med boliger i hhv. en og tre etager samt støjvold mod nord viser, at boligernes facader og de udendørs opholdsarealer ikke belastes ud over gældende grænseværdier for jernbanestøj. Det bemærkes, at støjrapporten er udarbejdet inden det blev besluttet, at etablere vejadgang fra nord. 

Støjafskærmningen er baseret på en 2,5 meter høj jordvold placeret i den nordlige og nordøstlige del af planområdet

Støj fra jernbanetrafik

Miljøstyrelsen har fastsat vejledende grænseværdier for støj fra jernbaner. Efter Bygningsreglement 2018 gælder der endvidere krav om at støjen indendørs ikke må overstige Lden 33 dB. Se tabellen nedenfor. Der gælder desuden krav til både det maksimale støjniveau og vibrationsniveauet ved de enkelte boliger. Den vejledende grænseværdi for maksimalniveauet er 85 dB, og grænseværdien for vibrationer er 75 dB KB-vægtet accelerationsniveau. For at undgå vibrationer er der fastsat en planlægningsmæssig mindsteafstand mellem spormidte og støjfølsomme arealanvendelser på 50 m, jf. Miljøstyrelsens vejledning nr. 1/1997 "Støj og vibrationer fra jernbaner".

Lden i dB Udendørs og på facader Indendørs med åbne vinduer Indendørs med lukkede vinduer
Boliger (og udendørs opholdsarealer) 64 52 33

Tabel: Grænseværdier for støj fra jernbanetrafik. Støjgrænserne er nærmere defineret i Miljøstyrelsens vejledning nr. 1/1997 "Støj og vibrationer fra jernbaner" og Bygningsreglement 2018.

De vejledende støjgrænser fra Miljøstyrelsen er formuleret for indikatoren Lden. Den udtrykker års-middelværdien af støjen udendørs og tillægger støjbegivenheder i aften- og natperioden højere vægt end støjen om dagen. Den har derfor også en bedre sammenhæng med den måde, støjen opleves på, end støjens gennemsnit.

Støj fra vejtrafik

Miljøstyrelsen har fastsat vejledende grænseværdier for støj fra vejtrafik. Efter Bygningsreglement 2018 gælder der endvidere krav om at støjen indendørs ikke må overstige Lden 33 dB. Se tabellen nedenfor. 

Lden i dB Udendørs og på facader Indendørs med åbne vinduer Indendørs med lukkede vinduer
Boliger (og udendørs opholdsarealer) 58 46 33

Tabel: Grænseværdier for støj fra vejtrafik. Støjgrænserne er nærmere defineret i Miljøstyrelsens vejledning nr. 4/2007, ”Støj fra veje” og Bygningsreglement 2018.