Støjforhold

Støj fra vejtrafik

En indledende støjredegørelse viser, at trafik på Storebæltsvej vil være den dominerende støjkilde til trafikstøj, mens både støj fra motorvej og jernbane er overholdt. 

Bidrag fra vejtrafik skal dog vurderes samlet og kræver som minimum en beregning af støj fra Storebæltsvej og mindre veje i nærområdet.  

En lokalplan må som udgangspunkt ikke udlægge støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse, f.eks. boliger eller liberale erhverv. En lokalplan må kun udlægge støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse, hvis planen med bestemmelser om etablering af afskærmningsforanstaltninger kan sikre den fremtidige anvendelse mod støjgener.

Støjkravene til fremtidige boliger og liberale erhverv forventes imødekommet via bygningens konstruktioner, indretning og tekniske installationer.

Støjredegørelsen anbefaler, at udendørs opholdsarealer etableres nord for bebyggelsen, som derved danner skærm mod trafikstøj fra Storebæltsvej. Herudover rummer lokalplanen mulighed for, at der ved behov kan indpasses støjafskærmning langs skel mod øst og vest for at sikre trafikstøjniveauet på de primære opholdsarealer i gårdrummet.

Illustration fra Kommuneplan 2021, der viser den overordnede støjudbredelse fra motorvej og jernbane. Lokalplanområdet er markeret med sort stiplet linje og ligger umiddelbart uden for støjkonsekvenszone fra motorvej og jernbane.    

Vejledende støjgrænser 

De vejledende støjgrænser fra Miljøstyrelsen er formuleret for indikatoren Lden. Den udtrykker års-middelværdien af støjen udendørs og tillægger støjbegivenheder i aften- og natperioden højere vægt end støjen om dagen. Den har derfor også en bedre sammenhæng med den måde, støjen opleves på, end støjens gennemsnit. 

Miljøstyrelsen har fastsat vejledende grænseværdier for støj fra vejtrafik. Efter Bygningsreglement 2018 gælder der endvidere krav om, at støjen indendørs ikke må overstige Lden 33 hhv. 38 dB. Se tabellen nedenfor. 

Lden i dB Udendørs og på facader Indendørs med åbne vinduer Indendørs med lukkede vinduer
Boliger (og udendørs opholdsarealer) 58 46 33
Kontorer og lokaler til liberale erhverv  63 51 38

Tabel: Grænseværdier for støj fra vejtrafik. Støjgrænserne er nærmere defineret i Miljøstyrelsens vejledning nr. 4/2007, ”Støj fra veje” og Bygningsreglement 2018.

Bestemmelserne tænkes imødekommet med følgende tiltag: Boligerne ventileres mekanisk for at sikre et passende luftskifte. Vinduer i støjbelastede facader forventes at skulle udføres med ekstra lydisolation for at sikre at grænseværdien 33dBden for indendørs støjniveau med lukkede vinduer overholdes. Eventuelle friskluftventiler i støjbelastede facader udføres med lyddæmpning. Boligerne indrettes med gennemgående alrum med mulighed for udluftning mod den stille side. Værelser mod syd tænkes udover den mekaniske ventilation udluftet via alrum. Vinduer og terrassedøre kan åbnes, hvis der kortvarigt ønskes ekstra udluftning.

Der sikres adgang til udendørs opholdsområder hvor støjgrænserne 58dBden henholdsvis 64dBden overholdes idet primære udendørs opholdsarealet tænkes placeret nord for bygningen, som derved danner skærm
mod trafikstøj fra Storebæltsvej. Langs skel mod øst og vest kan der om nødvendigt opføres en støjskærm for at sikre at trafikstøjniveauet på de primære opholdsarealer i gårdrummet overholder grænseværdien
58dBden i højde 1,5m over terræn. Trafikstøjniveauet på altaner mod syd kan ikke forventes at overholde grænseværdien for støj fra vejtrafik 58dBden, men vurderes at være attraktive til trods herfor.

Støj fra lokal jernbane

Ud over jernbanen over Fyn som nævnt ovenfor, løber der også en jernbane umiddelbart vest for lokalplanområdet. Jernbanen anvendes til godstransport 1-2 gange ugentligt til virksomheden Koppers. Godstransporten afvikles i et tempo, som muliggør, at der kan gå en mand sammen med toget og styre trafik mm. Jernbanen vurderes ikke, at udgøre et støjproblem grundet hyppighed for godstransporterne.