Mål og hovedstruktur
Følgende mål fra afsnittet Bymidten og havnen i Nyborg vurderes relevant for planlægningen:
- "De bynære havnearealer skal udvikles som en sammenhængende og urban del af bymidten, der styrker den samlede oplevelsesværdi."
Følgende mål fra afsnittet Samlet udviklingsplan for Nyborg vurderes relevant for planlægningen:
- "Udviklingen af Nyborgs udvidede bymidte skal ske efter intentionerne og retningslinjerne i den strategiske udviklingsplan En samlet by. Den udvidede bymidte består af bykernen, stationsområdet og Svanedammen og områderne langs Storebæltsvej."
- "Den grønne struktur i udviklingsplanen skal være det styrende element i detailplanlægningen."
Planlægningen understøtter ovenstående mål ved at sikre, at udviklingen af lokalplanområdet sker uden at den udlagte grønne kile langs Holmens Boulevard, der forbinder området ved Nyborg st. med byparken ved Yderpier, indskrænkes og ved at sikre, at den grønne kile kan realiseres i forbindelse med nybyggeri i planområdet. Se nedenstående kort.
Figur 6: Illustration af den grønne struktur, der er planlagt langs Holmens Boulevard, bl.a. gennem lokalplanområdet. Den grønne forbindelse langs vejen peger mod en kommende offentlig bypark på Yderpier. Illustrationen viser også, hvordan den grønne struktur udpeget i lokalplanen friholder et område udpeget som kystkulturområde i Kommuneplan 2021 for bebyggelse.
Retningslinjer
Planområdet overlapper delvist med et udpeget kystkulturmiljø i Kommuneplan 2021. I kommuneplanen fremgår følgende som retningslinje: "For udpegede kulturmiljøer beliggende i byzone, skal der ved fornyet planlægning, byggesagsbehandling mv., tillægges de kulturhistoriske interesser høj prioritet. Der skal med udgangspunkt i Kulturarvsmasterplanerne foretages en helhedsbetragtning, der tager hensyn til områdets eller stedets særlige karakter, og i videst mulig omfang indarbejder bevaringshensyn. (...)"
Planlægningen vurderet at være i tråd med udpegningen til kystkulturmiljø, da lokalplanen sikrer, at det område der er omfattet af beskyttelsen udlægges som en grøn kile, hvor der ikke må bygges og hvor der skal sikres fortsat kig til kysten langs Holmens Boulevard.
Se kortet under afsnittet Mål og hovedstruktur.
Kommuneplanrammer
I Kommuneplan 2021 er lokalplanområdet beliggende indenfor rammeområde 1.E.18. Område 1.E.18 er udlagt til erhvervsområde, nærmere bestemt publikumsorienterede serviceerhverv, kontor- og serviceerhverv, oplevelsescenter, kontorerhverv, destilleri med tilknyttet produktion, lager, café, salg og tilhørende faciliteter.
Området planlægges overført til byzone i sin helhed.
For rammeområdet fastsættes følgende bebyggelsesregulerende bestemmelser:
- Der må maksimalt opføres 5.000 m2 etageareal inden for området.
- Der må bygges i max. 2 etager og i max. 11 meters højde.
- Der må indrettes erhverv i miljøklasse 1-4.
- Udstykning er tilladt.
Derudover fastsættes følgende rammebestemmelser:
- Opholdsarealer skal disponeres som en samlet helhed i relation til anvendelsen og i forhold til rammeområde 1.R.26 (Bypark ved Yderpier).
- Langs Holmens Boulevard skal der friholdes en grøn kile, der forbinder byparken ved Yderpier med området foran Nyborg station. Kilen skal samtidig fungerer som sigtelinje til Nyborg Fjord.
- Hele/dele af rammeområdet er udpeget som oversvømmelsestruet ved stormflod. I detailplanlægning for området skal det sikres, at arealanvendelsen disponeres, så nybyggeri mv. ikke bliver truet ved stormflodshændelser evt. gennem krav om afværgeforanstaltninger.
Lokalplanen er udarbejdet i overensstemmelse med kommuneplanens rammebestemmelser for området.
Figur 7: Kommuneplanens rammer for lokalplanlægning i området i og omkring lokalplanområdet. Lokalplanområdet ligger inden for rammeområde 1.E.18 udlagt til erhvervsformål.