Miljøvurdering

Det fremgår af § 8, stk. 1 i lovbekendtgørelse nr. 973 af 25/06/2020 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), at kommunen i nogle tilfælde skal miljøvurde et lokalplanforslag inden det vedtages. For dette lokalplanforslag har Nyborg Kommune efter § 8, stk. 2 vurderet, at lokalplanforslaget kun fastlægger anvendelsen af mindre områder på lokalt plan og derfor kan kommunen efter § 10 screene lokalplanforslaget, og afgøre om der skal foretages en miljøvurdering. Ved screeningsafgørelse inddrages relevante kriterier fra bilag 3, og efter § 32 foretages der en høring af berørte myndigheder.

Miljøscreeningen skal sikre, at hensyn til menneskets sundhed, naturen, landskabet og kulturarv bliver tænkt ind i den fysiske planlægning. Screeningen skal danne et bedre grundlag for den politiske beslutning. Miljøscreeningen viser:

  • at nybyggeriet ikke giver anledning til væsentlig påvirkning af naboer eller området som helhed gennem negativ visuelle påvirkninger, væsentlig øget trafik eller væsentlig påvirkning af de naturmæssige- og landskabelige ud-pegningerne i området,
  • at området vil resultere i øget trafik, men at det eksisterende vejnet vurderes at kunne afvikle trafikken,
  • at områdets grundvandsressource beskyttes gennem afværgeforanstaltninger i form af membransikrede regnvandsbassiner med renseforanstaltninger, samt krav om skærpede vilkår til tætheden af kloaksystemet,
  • at området sikres mod oversvømmelser i forbindelse med ekstreme regnhændelser,
  • at områdets økologiske funktionalitet og naturmæssige kvaliteter styrkes ved at ændre anvendelse fra intensiv dyrket landbrug til at udlægge området til boliger med et større friareal, der vil henligge som naturareal med indpasning af regnvandsbassiner.

Med baggrund i ovenstående vurderer Nyborg Kommune, at planen ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering, da virkeliggørelse af planen ikke vil medføre en væsentlig indvirkning på miljøet. Hensyntagen og afværgeforanstaltninger af påvirkningerne er indarbejdet i lokalplanforslaget.

Miljøscreeningen er vedlagt som bilag til lokalplanforslaget.

Forudgående høring

Inden afgørelse om miljøvurdering træffes, skal Nyborg Kommune høre andre berørte myndigheder om, hvorvidt de mener, at der er anledning til at gennemføre en miljøvurdering af lokalplanforslaget. Ved berørt myndighed forstås en myndighed, som på grund af dens specifikke ansvar skal godkende eller give samtykke, tilladelse, godkendelse eller dispensation, for at planer eller programmer kan realiseres. Berørte myndigheder har i perioden fra den 16. december til den 10. januar 2022 haft mulighed for at kommentere, hvorvidt de mener, at der er anledning til at gennemføre en miljøvurdering af forslaget. Berørte myndigheder i det konkrete tilfælde omfatter alene Nyborg Kommune.

Nyborg Kommune har ikke modtaget bemærkninger til planlægningen fra de berørte myndigheder.

Offentliggørelse af afgørelse

Afgørelsen om ikke at udarbejde miljøvurdering har været offentliggjort samtidig med lokalplanforslaget, dvs. den 2. marts 2022. 

Klagevejledning

Byrådets vurdering af miljøscreeningen kan påklages til Planklagenævnet inden fire uger fra offentliggørelse af planforslaget. Du klager via Klageportalen, som du finder på hjemmesiden https://naevneneshus.dk/start-din-klage/planklagenaevnet/