Lokalplanområdet er beliggende inden for den kystnære zone.
Kystnærhedszonen omfatter i udgangspunktet en strækning på 3,0 km. fra strandkanten og ind i landet. Enkelte steder er kystnærhedszonen reduceret. For planlægning af bebyggelse og anlæg i kystnærhedszonen skal der redegøres for den visuelle påvirkning af omgivelserne samt væsentlige forhold, som vil have betydning for natur- og friluftsmæssige interesser, jf. § 16, stk. 3. Ved etablering af bebyggelse med en højde på over 8,5 m. skal dette ligeledes begrundes.
Det vurderes, at lokalplanen er i overensstemmelse med kommunens retningslinjer for kystnærhedszonen, og at lokalplanen ikke har en negativ påvirkning på oplevelsen af kysten eller den fysiske adgang til kysten.
Dette begrundes med, at hele Nyborg og omegn er beliggende inden for kystnærhedszonen, og byudvikling i Nyborg kun er mulig inden for kystnærhedszonen. Lokalplanområdet ligger dog tilbagetrukket fra kystlandskabet bag Nyborg midtby, hvorved kystlandskabet ikke visuelt er påvirket af lokalplanområdet. Lokalplanområdet er mod nord, vest og øst afgrænset af det åbne land, og mod syd afgrænses området af eksisterende boligområde. Kommuneplanens rammedel muliggør desuden byggeri op til 7,5 meter, og derved skiller lokalplanområdet sig ikke ud i forhold til byens horisontale grænse.