Veje
Banegårdsalléen består i dag af en østlig del og en vestlig del. Den vestlige del forbinder Nyborg Station med rundkørslen ved Svanedamsgade og Enghavevej, som giver adgang til det centrale Nyborg mod vest. Mod øst er der forbindelse til Fynske Motorvej og Storebæltsbroen.
Banegårdsalléens funktion er i dag udelukkende at betjene p-pladserne, forpladsen og busterminalen ved Nyborg Station samt Birkhovedskolen mod vest. Der er således bus i rute på Banegårdsalléen. På delstrækningen mellem stationen og rundkørslen er Banegårdsalléen to-sporet med cykelsti og fortov i begge sider. Der er skillerabat mellem kørebane og cykelstien med belysningsmaster og opstammede træer. Der er ingen vejtilslutninger eller overkørsler på strækningen i dag.
Lokalplanen muliggør tre vejadgange fra Banegårdsalléen til de nye boligbebyggelser med direkte adgang til parkeringsarealer – den nordlige med adgang til ca. 48 p-pladser, den midterste med adgang til ca. 22 p-pladser og den sydlige med adgang til ca. 45 p-pladser samt yderligere 15 p-pladser tilknyttet skolen syd for området (via fremtidig signalregulering).
De interne veje i delområde 1 udlægges som private fællesveje.
Set fra et trafikafviklingsmæssigt synspunkt vurderes de nuværende løsninger som robuste – også med den fremtidige trafik til og fra boligerne (se afsnittet Trafik). Desuden forventes de fremtidige trafikale ombygninger af rundkørslen til signalreguleret kryds og F-krydset ved stationen til T-kryds at give et større kapacitetsoverskud end de nuværende løsninger, og dermed vurderes vejnettet i fremtiden at være robust til at håndtere yderligere trafikstigninger.
Stier
Lokalplanen stiller krav om offentligt tilgængelige stier igennem lokalplanområdet. Det være sig både igennem delområde 1, så der mellem etageboligbebyggelsen skabes forbindelse mellem Banegådsalléen og byparken i Svanedammen og igennem delområde 3, så der skabes stiforbindelse mellem Nyborg st. og Lille Svanedam igennem det planlagte parkområde.
Trafik
Årsdøgntrafikken (ÅDT) på den vestlige delstrækning af Banegårdsalléen er i dag på ca. 2.100 køretøjer, og hverdagsdøgntrafikken (HVDT) er på ca. 2.300 køretøjer. Spidstimen udgør ca. 12 %. Trafikken vurderes i høj grad at bestå af trafik til og fra stationen og til skolen og er derfor primært koncentreret i morgen- og eftermiddagsperioden. Hastighedsbegrænsningen er 50 km/t på delstrækningen mellem krydsene, men begge kryds indgår i 30 km/t-hastighedszoner. Gennemsnitshastigheden er målt til ca. 43 km/t.
Det nye boligbyggeri langs Banegårdsalléen omfatter ca. 115 lejligheder. Jf. gældende turrater (fra turrateprojektet i 1994) genererer lejligheder i sammenhængende byområde/forstadsområde 2,0-2,5 bilture pr. bolig pr. døgn. Det vurderes dog, at den vil være lidt højere i dette område, og desuden er der sket en generel trafikstigning siden 1994. Stationsnærheden vurderes her ikke at have særlig stor betydning. Turraten er derfor sat til 2,5-3,5 bilture pr. bolig pr. døgn, hvilket således giver en mere robust beregning. Dette vil svare til i størrelsesordenen 300-400 nye bilture pr. døgn (i begge retninger tilsammen). Alle de nye boliger vil som udgangspunkt have p-pladser med vejadgang fra Banegårdsalléen, og derfor vil trafikstigningen her være ca. 13-17 % på hverdage. Placeringen af vejadgangene kan imidlertid være afgørende for rutevalget, fx til og fra tilslutningsanlægget på Fynske Motorvej. Dvs. om man vælger at køre via Banegårdsalléen mod øst eller via Enghavevej.
Det vurderes, at biltrafikken til og fra de nye boliger i langt overvejende grad vil være orienteret i retning mod det centrale Nyborg mod sydvest (80 %). Dvs. primært via Enghavevej og sekundært Svanedamsgade. Dernæst vurderes Fynske Motorvej og forbindelsen til Odense at tiltrække trafik (20 %). Baseret på denne antagelse og fordelingen af p-pladser ved de forskellige vejadgange vurderes en trafikfordelingmed 15% (60 ture) mod nord og 85% (340 ture) mod syd med et højt skøn på 400 bilture pr. døgn.
En trafikstigning på et uændret vejnet giver alt andet lige en forøget uheldsrisiko. Derudover medfører etableringen af tre vejtilslutninger mod Banegårdsalléen, at der indføres nye konfliktpunkter og dermed en yderligere forøget uheldsrisiko. I princippet vil det være bedre at samle vejadgangene til så få som muligt, men trafikmængderne og hastighederne til og fra vejadgangene vil være så begrænsede, at denne forøgede risiko vurderes forholdsvis lille.
I forhold til den nuværende trafik på Banegårdsalléen synes den forventede trafikstigning som følge af boligbyggeriet lokalt at være procentvis, forholdsvis stor (13-17 %), men overordnet set må trafikstigningen betegnes som begrænset, da det nuværende trafikniveau på Banegårdsalléen er relativt lavt og i dag afvikles uden problemer. Derfor vurderes trafikafviklingen og trafiksikkerheden samlet set kun at blive påvirket i begrænset omfang.
Kollektiv transport
De nye boliger ligger med særdeles god adgang til lokale, regionale og nationale kollektive transport muligheder. Umiddelbart nord for planområdet ligger Nyborg st. med 2-3 afgange i timen mod hhv. Odense og København. Ved Nyborg st. ligger også Nyborg busstation med regionale og lokale ruter til hhv. Fyn og Nyborg.