Lokalplanområdet ligger tæt på Nyborg st. og den nationale jernbaneforbindelse mellem Odense og København (afstanden er ca. 100 m). Lokalplanområdet ligger ca. 300 m fra Fynske Motorvej, der medfører en væsentlig støjpåvirkning pga. de store trafikmængder.
En lokalplan må som udgangspunkt ikke udlægge støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse, f.eks. boliger. En lokalplan må kun udlægge støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse, hvis planen med bestemmelser om etablering af afskærmningsforanstaltninger kan sikre den fremtidige anvendelse mod støjgener.
I forbindelse med lokalplanudarbejdelsen er der foretaget en beregning af støjbelastningen af de planlagte boliger. Beregningen tager udgangspunkt i en trafiksituation i 2030 og beskriver både vejtrafikstøj og jernbanestøj.
De vejledende støjgrænser fra Miljøstyrelsen er formuleret for indikatoren Lden. Den udtrykker års-middelværdien af støjen udendørs og tillægger støjbegivenheder i aften- og natperioden højere vægt end støjen om dagen. Den har derfor også en bedre sammenhæng med den måde, støjen opleves på, end støjens gennemsnit.
Støj fra vejtrafik
Miljøstyrelsen har fastsat vejledende grænseværdier for støj fra vejtrafik. Efter Bygningsreglement 2018 gælder der endvidere krav om at støjen indendørs ikke må overstige Lden 33 dB. Se tabellen nedenfor.
Lden i dB | Udendørs og på facader | Indendørs med åbne vinduer | Indendørs med lukkede vinduer |
Boliger (og udendørs opholdsarealer) | 58 | 46 | 33 |
Tabel: Grænseværdier for støj fra vejtrafik. Støjgrænserne er nærmere defineret i Miljøstyrelsens vejledning nr. 4/2007, ”Støj fra veje” og Bygningsreglement 2018.
Den udarbejdede støjberegning viser, at der vil være facadestøjniveauer over den vejledende grænseværdi ved bygningsfacade mod nordvest og nordøst. Der kan ved facade ud mod Banegårdsalléen og den Fynske Motorvej beregnes en støjbelastning på op til Lden 65 dB. Det er primært trafikken på Banegårdsalléen og motorvejen, som påvirker projektområdets nordlige del. De øvrige veje i området vurderes ikke at bidrage i betydende omfang til støjbelastningen i projektområdet.
Princippet om karrébebyggelse giver en god skærmning af facader og opholdsarealer i gårdrum og det vil for de fleste boliger være muligt at etablere en stillefacade med facadestøjniveauer under Lden 58 dB. Uden afskærmningsforanstaltninger vil støjgrænserne dog ikke kunne overholdes ved opholdsarealet i byggefelt A. Der kan med fordel etableres en afskærmende bebyggelse fra grundens nordøstlige hjørne i sydvestlig retning ved karré i byggefelt A.
På alle facader, hvor støjniveauet er over Lden 58 dB, kan det være nødvendigt at anvende vinduer og døre med særlige lydreduktionskrav for at overholde bygningsreglementets lydkrav indendørs med lukkede vinduer på Lden 33 dB. Dette kan også være tilfældet ved facadestøjniveauer under Lden 58 dB, hvis der er særligt store arealer med glas i facadeopbygningen.
Hvis der forekommer ensidigt støjbelastede lejligheder eller lejligheder som ikke har mulighed for at lufte ud til stillefacade skal disse lejligheder sikres en mulighed for at lufte ud mod vejen, uden at det indendørs støjniveau overstiger Lden 46 dB.
Lokalplanen opstiller bestemmelser, der sikrer, at der ikke kan opføres boliger eller primære opholdsarealer på de støjbelastede arealer uden at der integreres afværgeforanstaltninger, der sikrer at de beskrevne grænseværdier kan overholdes.
Støj fra jernbanetrafik
Miljøstyrelsen har fastsat vejledende grænseværdier for støj fra jernbaner. Efter Bygningsreglement 2018 gælder der endvidere krav om at støjen indendørs ikke må overstige Lden 33 dB. Se tabellen nedenfor. Der gælder desuden krav til både det maksimale støjniveau og vibrationsniveauet ved de enkelte boliger. Den vejledende grænseværdi for maksimalniveauet er 85 dB, og grænseværdien for vibrationer er 75 dB KB-vægtet accelerationsniveau. For at undgå vibrationer er der fastsat en planlægningsmæssig mindsteafstand mellem spormidte og støjfølsomme arealanvendelser på 50 m, jf. Miljøstyrelsens vejledning nr. 1/1997 "Støj og vibrationer fra jernbaner".
Planområdet ligger mere end 50 m fra midten af nærmeste spor.
Lden i dB | Udendørs og på facader | Indendørs med åbne vinduer | Indendørs med lukkede vinduer |
Boliger (og udendørs opholdsarealer) | 64 | 52 | 33 |
Tabel: Grænseværdier for støj fra jernbanetrafik. Støjgrænserne er nærmere defineret i Miljøstyrelsens vejledning nr. 1/1997 "Støj og vibrationer fra jernbaner" og Bygningsreglement 2018.
Den udarbejdede støjberegning viser, at de planlagte fremtidige etageboliger ikke er støjbelastede over de vejledende grænseværdier for jernbanestøj i forhold til årsmiddelværdi (Lden) for den forudsatte trafikmængde og hastighed i år 2030 og år 2020.
Beregningerne viser, at der ved lejligheder på 2. sal, kan beregnes et facadestøjniveau på op til Lden 62 dB og et maksimalniveau LAmax på op til 84 dB. Det kan derfor konkluderes, at boligerne kan opføres med den skitserede placering uden yderligere afværgeforanstaltninger i forhold til jernbanestøj. Dvs. at de vejledende grænseværdier for det udendørs støjniveau fra jernbanen er overholdt for de udendørs opholdsarealer samt ved bygningsfacader.
Støj fra virksomheder
Der er ikke støjende virksomheder i nærheden af planområdet. Nyborg Kommune vurderer på den baggrund, at nye boliger ikke kan blive belastet med støj fra virksomheder, der overstiger Miljøstyrelsens vejledende støjgrænseværdier.