Langs den del af Banegårdsalléen, der forløber parallelt med jernbanen fra Birkhovedskolen til Storebæltsvej, ligger en naturgasfordelingsledning. Ledningstraceet er tinglyst på bl.a. matr. nr. 936 og 937 af Nyborg bygrunde, der er en del af planområdet. Placeringen af ledningstraceet kan ses på nedenstående uddrag af det tinglyste rids.
I servitutten fastsættes det bl.a., at inden for et 10 m bredt bælte, 5 m til hver side af ledningens midte, gælder, at arealet ikke må bebygges eller beplantes med træer med dybtgående rødder eller benyttes på anden måde, der kan være til gene for ledningsanlægget. Påtaleberettiget er ledningsejeren, oprindeligt Naturgas Fyn I/S nu Nature Energy.
Figur: Udsnit af tinglyst rids, der viser placeringen af naturgasfordelingsledningen langs Banegårdsalléen. Som det fremgår ligger den i den nordøstlige del af planområdet (matr. nr. 937 og 936 af Nyborg bygrunde). Se hele ridset i Tingbogen.