Risikovirksomheder

Virksomheden Koppers Denmark A/S, der ligger mindre end 500 m fra planområdet, er omfattet af risikobekendtgørelsen. Konsekvenser for udvikling af områder berørt af sikkerhedsafstande eller skadesafstande fra virksomheder omfattet af Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 372 af 25/04/2016 om kontrol med risikoen for uheld med farlige stoffer (risikobekendtgørelsen) skal derfor belyses.

Etablering af nye aktiviteter og ændret anvendelse af bebyggelse og områder indenfor skadesafstande (500 meter eller den konkret gældende konsekvensafstand) fra virksomheden, til f.eks. offentlige bygninger og arealer, rekreative områder, områder, som på grund af deres karakter er af særlig interesse eller særligt følsomme, ligeledes boligområder, veje og andre transportanlæg, samt bygninger med lokaliteter, der er omfattet af Beredskabsstyrelsens driftsmæssige forskrifter, og bygninger og områder, som er svært evakuerbare (jf. risikobekendtgørelsen § 2), vil kræve at det i h.t. risikobekendtgørelsens bestemmelser kan eftervises at være sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Nyborg Kommune vurderer ikke, at planlægningen vil øge risikoen forbundet med Koppers Denmarks A/S virke.

Høring af risikomyndigheder

Af bekendtgørelse nr 371 af 21. april 2016 om planlægning omkring risikovirksomheder § 3 fremgår det, at planmyndigheden skal høre risikomyndighederne forud for tilvejebringelsen af planer, der berører risikovirksomheder eller disses omgivelser.

Risikomyndigheden for virksomheden Koppers Denmark A/S er Miljøstyrelsen. Risikomyndigheden har været hørt om plangrundlaget i perioden 9. februar til 9. marts 2022. 

Miljøstyrelsen udtaler, at den planlagte ændring af plangrundlaget for Lystbådevej 2-12, 5800 Nyborg (lokalplan nr. 268) ligger udenfor den maksimale konsekvensafstand omkring Koppers Denmark og at Miljøstyrelsen ikke har yderligere bemærkninger til den forudgående høring.