Klimatilpasning

Området ved Lystbådevej er selv ved mindre stormflodshændelser oversvømmet. 

I Nyborg Kommunes Risikostyringsplan er det angivet som et tiltag at få sikret marina og indre havn til en kote 1,8 m DVR90 som en højt prioriteret indsats mod konsekvensen for oversvømmelse fra havet. 

Af samme grund fastsættes det i kommuneplanens ramme for lokalplanlægning for området, at nybyggeri skal sikres mod fremtidige oversvømmelser fra hav. 

Lokalplanen indarbejder dette hensyn ved at fastsætte en minimums gulvkote for nybyggeri på +1,8m DVR90, som det foreskrives i risikostyringsplanen.

Nyborg Kommune arbejder i 2022 med et samlet projekt for sikring af de bynære havnearealer til en kote +1,8m DVR90, som det foreskrives i risikostyringsplanen. Hvis denne sikring etableres nærmere kysten/kajanlægget end en fremtidig bebyggelse på Lystbådevej 2-12 vil kommunen dispensere fra lokalplanens krav til minimums gulvkote for nybyggeri.

Figur 9: Oversvømmelse fra hav ved havvandskote 1,7 m DVR90. Den blå markering viser arealer, hvor der vil stå min. 25 cm vand på terræn ved denne hændelse. Skærmbillede fra Scalgo Live.