Kommuneplanen

Mål og hovedstruktur

Nyborg Kommune arbejder for at sikre en grøn omstilling af elproduktionen. Det sker bl.a. gennem planlægning for anlæg til produktion af vedvarende energi, herunder solcelleanlæg i det åbne land. Planlægningen tager udgangspunkt i, at hensynet til landskaber, kulturmiljøer, natur og naboer skal sikres. 

Retningslinjer

Lokalplanen er udarbejdet i overensstemmelse med kommuneplanens retningslinjer for solenergianlæg:   

  1. Anlæg kan ikke placeres inden for følgende udpegninger: Områder til fremtidig byudvikling, fredede områder, fredede fortidsminder, fortidsmindebeskyttelseszonen, strandbeskyttelseslinjen, beskyttet natur efter naturbeskyttelseslovens § 3. 
  2. Anlæg kan kun placeres inden for følgende udpegninger på baggrund af en konkret vurdering af anlæggets påvirkning på de enkelte udpegninger: Særlige landskabelige beskyttelsesområder (herregårde), større sammenhængende landskabsområder, økologiske forbindelser, potentielle økologiske forbindelser, potentielle naturområder, sø- og åbeskyttelseslinjer, skovbyggelinjer, kirkebyggelinjer, lavbundsarealer, potentielle vådområder, kystnærhedszonen, særlige geologiske interesseområder, kirkebeskyttelseszoner, særlige kulturhistorisk beskyttede områder, kulturmiljøområder, arealreservation til veje.
  3. Anlægget skal som udgangspunkt placeres med en afstand på minimum 100 m til boligområder i byzone, landsbyer og enkeltbeboelser i det åbne land. Afstanden kan fraviges ned til 25 m, hvis der er eksisterende tæt beplantning eller hvis der foreligger skriftlig accept fra ejeren.
  4. Anlægget skal til alle sider afskærmes af et tæt beplantningsbælte bestående af min. 3 rækker blandede buske og træer. Eksisterende beplantning kan med fordel indgå heri.
  5. Trådhegn omkring anlægget skal som hovedregel etableres på indersiden af beplantningsbæltet. Hegnet skal udføres som et bredmasket, vildthegn, der er hævet over terræn, så det ikke virker som en barriere for mindre dyr.
  6. Der skal efter konkret vurdering etableres faunapassager og økologiske forbindelser gennem anlægget af hensyn til bl.a. vildt og rekreative stiruter. Der skal sikres en hensigtsmæssig afstand til § 3 beskyttede arealer og skovbryn.
  7. Anlægget skal efter konkret vurdering udformes med hensyntagen til kommuneplanens udpegninger til bl.a. lavbundsarealer, geologiske interesseområder og kulturhistoriske interesser. Anlæggets transformerbygninger, teknikskabe o.lign. skal så vidt mulig placeres i en afstand af minimum 25 m til områdets kant.
  8. Anlæggets jorder under solpanelerne skal tilsås med græs og urter. Nyborg Kommune vil arbejde for, at arealerne plejes ekstensivt og økologisk ved afgræsning med dyr eller med høslæt.
  9. Nødvendige serviceveje skal som hovedregel anlægges med grusbelægning.
  10. Solenergianlæg skal fortrinsvis placeres på flade arealer eller arealer med ensidig hældning for at mindske den visuelle og landskabelige påvirkning.

Det bemærkes, at der er foretaget konkrete vurderinger i tilknytning til retningslinje nr. 4, 5, 7 og 9. 

Lokalplanen stiller ikke krav om afskærmende beplantning rundt om hele anlægget, da området ligger i god afstand fra nabobebyggelser og da eksisterende terræn- og beplantningsforhold bevirker, at anlægget har en meget begrænset synlighed af samme grund tillades det, at evt. trådhegn kan etableres på ydersiden af trådhegnet - mellem den afskærmende beplantning og det beskyttede dige. 

Retningslinjen om, at transformere, teknikskabe o.lign. så vidt muligt skal placeres i en afstand af 25 m fra områdets kant er først og fremmest begrundet i et støjhensyn til omgivelserne. En støjberegning i forbindelse med miljøvurderingen af projektet viser, at anlæggets støjkilder kan placeres frit indenfor planområdet og fortsat overholde gældende støjgrænser - også med en stor margin. Derfor indeholder lokalplanen ikke et afstandskrav om 25 m.   

Planområdet er i dag indrettet med en intern vej, som er belagt med asfalt. Vejen bibeholdes. Lokalplanen stiller derfor kun krav om at nye interne veje, vendepladser og arbejdsarealer anlægges med grusbelægning.    

Kommuneplanrammer

Lokalplanområdet ligger i det åbne land, hvor der ikke er rammer for lokalplanlægning. 

Der er derfor sideløbende med lokalplanforslaget udarbejdet et kommuneplantillæg, der udlægger en ramme til tekniske anlæg i form af solenergianlæg. Der er tale om kommuneplantillæg nr. 6 - Solenergianlæg ved Nederby i Aunslev. Rammen har samme geografiske udstrækning som den aktuelle lokalplan.